Flere mennesker i færre biler – koldingenserne vil jo gerne

Fyldte parkeringspladser maler bybilledet i Kolding. Foto: Mikkel Fabricius Faurskov

Samkørsel skal være med til at fremme trafikken i Kolding. Sådan lyder det fra flere rapporter udstedt af Kolding Kommune, der sætter bæredygtig trafik højt på dagsordenen. Kampagner, delebilsaftaler og reserverede parkeringspladser skal gøre Kolding til det bæredygtige åndehul, de ønsker at være. 

Af Mikkel Fabricius Faurskov

Hvis du nogensinde har overvejet at køre sammen med andre på arbejde, i skole eller til fritidsinteresser for at fylde bilen, så er du ikke alene. Hele otte ud af ti koldingensere svarer, at de gerne vil køre sammen med andre, hvis bare løsningen er nem, viser en mobilitetsplan, som er en del af en større plan om bæredygtig transport, fra Kolding Kommune. Samkørselspotentialet er der, og løsningen er på vej. Kolding Kommunes bæredygtighedsstrategi beretter allerede om, at der i forsøget på at fremme samkørsel i kommunen er indgået en aftale med virksomheden NaboGo. En aftale, som skal munde ud i en app, der skal gøre det nemmere at indgå private samkørselsaftaler. Byrådsmedlem Filip Bekic Bladt fra Socialdemokratiet understreger, at det er vigtigt at holde en dialog med borgerne og samtidig kigge på centrale aktørers erfaringer: 

”Det handler om at kigge på centrale aktører og samarbejder, og så kigger vi efter muligheder.”

Med kørselstjenester som GoMore og Pendlernet.dk er delebilsfænomenet næppe noget nyt fænomen i Danmark. Kendskabet og brugen i Kolding har dog alligevel været lav, hvor flere end hver anden borger aldrig har gjort brug af samkørsel før, viser mobilitetsplanen. En udvikling som byrådet i Kolding ønsker ændret. Kampen om et bæredygtigt trafikbillede vil derfor blive prioriteret de næste år, hvor kampagnesamarbejder med overstående samkørselsmuligheder ikke er udelukket. 

”Vi skal gerne skabe nogle incitamenter for, at folk gør det grønne, fremfor at vi sidder i hver vores bil,” tilføjer byrådsmedlemmet. 

Med de mange kørende til byen har man i Kolding Kommune valgt at belønne de, der gør brug af samkørselsordninger.

Lettere parkeringsmuligheder for samkørselsbilister 

Du kender det. Temperaturen i bilen stiger som resultat af, at frustrationen over manglende parkeringspladser indtræffer. De mange personbiler sværmer om den samme plads i en udskillelsesduel. I Kolding Kommune har man indført tiltag, som skal forebygge parkeringskrigen og på samme tid fremme samkørsel i kommunen. Udover kampagner byder Kolding på reserverede p-pladser til delebiler, viser en klimahandleplan fra Kolding Kommune. 

Et tiltag, der rammer ned i nutiden

En person i en fempersoners bil – et større problem end som så. Langt de fleste vil hellere køre selv end at køre med andre. Over hver anden koldingenser vælger egen bil fremfor alternative, bæredygtige transportmidler, viser selv samme klimahandleplan. Et tal, der meget vel snart kan komme til at se anderledes ud. Dagligdagens høje benzin- og elpriser kan få borgerne til at ændre deres adfærdsvaner: 

”Jeg er spændt på, om de her omstændigheder gør noget for folk. Jeg synes, det er godt, vi prøver,” slutter Filip Bladt af.