Borgere i Kolding Kommune hjælper hinanden med at komme ensomheden til livs

Over en ud af ti føler sig ensomme. Foto: Ahmed Nistaath

Unge uden arbejde eller studie lider af ensomhed, viser ny rapport. Flere tiltag i Kolding Kommune skal forsøge at give ensomme unge livet tilbage.  

Af Mikkel Fabricius Faurskov

Ensomhed, isolation og jobløshed er blot nogle af de ting, som tiltagene Borger til Borger og Ungetilbuddet forsøger at komme til livs. Med revolutionerende metoder som ’Koldingmetoden’ nyder både borgerne og kommunen godt af Borger til Borger samarbejdet, lyder det fra Marie-Louise Stub, der er faglig koordinator for Borger til Borger. 

Koldingmetoden 

’Koldingmetoden’ er resultatet af et ønske om større fokus på peer to peer. Det kommer særligt til udtryk i brugen af frivillige mentorer, som selv er kommet på den anden side af en psykisk forstyrrelse, fortsætter Marie-Louise Stub. Meningen med metoden er, at de tidligere syge gennem kursusforløb skal klædes på til at blive mentorer.

”Vores fornemmeste opgave er at gøre borgerne uafhængige af os, så de kan komme ud i samfundet igen. Man kan sige, at det nogen gange kan være en win-win for både os, borgerne og jobcenteret,” fortæller Marie-Louise Stub. 

Rapporten ’Ensomhed i Danmark’ fra Maryfonden fra 2021 viser, at ensomheden blandt unge i Danmark, der hverken studerer eller er i arbejde, er 29 % blandt kvinder og 20 % blandt mænd. 

Mentorer hos Borger til Borger mellem 18-40 år ender som regel med kun at være med i et til to år, grundet forløbets effektive resultater.  

”Jeg kan jo kun være glad for, at de kommer videre,” lyder det fra den faglige Koordinator. 

Ensomhedens utopi

Selvom hjælpen til de udsatte er sat ind, betyder det dog ikke, at alt er, som det skal være. Rapporten ’Hvordan har du det?’ fra Region Syddanmark viser, at der opleves tegn på ensomhed blandt 11 % af borger i Region Syddanmark. Tal som uddannet socialpædagog og faglig koordinator for Ungetilbuddet René Boel kan nikke genkendende til: 

”Hvis jeg var unødvendig, kunne det være noget af det fedeste. Det kommer bare ikke til at ske.”

Ungetilbuddet er ligeledes sat i verden i håb om at facilitere fællesskaber. På trods af, at Ungetilbuddet i dag hjælper omkring 50 unge mennesker med at få et socialt liv op at køre, mens Borger til Borger tilbyder mentorhjælp fra over 60 mentorer, kan de høje ensomhedstal godt bekymre:

”Når vi mødes efter ferier, viser det sig desværre, at vi skal lægge skinnerne på ny, fordi de ikke har kunne opretholde deres niveau i pausen,” fortæller René Boel. 

Fokus på risiko ved tilbagefald 

En risiko ved Borger til Borgers mentorstrategi er dog, at man sætter et tidligere sårbart menneske tilbage i et miljø, som kan være skadende for vedkommende, hvor man dermed risikerer tilbagefald. Borger til Borger sætter derfor stor fokus på, at både borger og mentor skal være trygge i samarbejdet:

”Vi sætter kun folk sammen, som matcher. Det handler om at sætte borgerne i den rette position,” fortæller Marie-Louise Stub.