Flyvende fremtid for droneklubben i Kolding 

Det ser endelig ud til, at der bliver givet grøntlys for droneklubben ”De Flyvske” at flyve med droner. Det skaber glæde hos klubben, som håber det kan tiltrække flere medlemmer. 

Af: Marius Johannes Kaiser

Flyvende droner ser ud til at blive en fast del af Kolding Kommunes landskab. Onsdag d. 5. oktober skulle udvalget i plan og teknik i Kolding Kommune vurdere, om der skulle gives permanent landzonetilladelse til droneområdet ved Vranderupvej. Flyveområdet har siden 2021 været på en prøveordning for droneklubben. I prøveperioden har Kolding Kommune ikke modtaget nogen former for klager, hvilket har givet dem mod på en permanent løsning. For nu lyder meldingerne fra dagens møde, at landzonetilladelsen endelig bliver permanent. Flyvepladsen ligger på Vranderupvej 30, som ligger op ad motorvej E45.

Oversigt over flyområdet 

Håber det kan tiltrække flere medlemmer

Indtil nu har landzonetilladelsen kun været på prøve. Men det glæder formand, Jørgen Junker, for droneklubben ”De Flyvske”, at flyområdet ser ud til at blive permanent. Han mener, det vil give ro på klubben, at det nu bliver muligt at få fremtiden sikret med et fast tilhørssted. Klubben er lige nu på ti medlemmer, men formanden håber nu på, efter nyheden om at der er udsigter til en permanent løsning, at det kan være med tiltrække flere medlemmer til klubben. 

”Vi er ikke så mange medlemmer, så vi kunne godt bruge nogle flere. Alle over 18 år er velkommen i vores klub. Det er et virkelig dejligt fællesskab vi har i klubben, og vi håber nogle flere vil komme og hygge,” fortæller han. 

Fællesskabet trækker mest

Selvom den primære hovedaktivitet er flyvning med droner, så er fællesskabet omkring dronerne det helt store trækplaster. Det mener formanden for Droneforeningen på Fyn, Søren Berg Løhndorf: 

”Folk kommer selvfølgelig og flyver, men det er faktisk fællesskabet, der fylder mest. En stor del af det sociale er at kigge og diskutere mekanikken. På den måde hjælper vi hinanden, og det er et virkelig fedt fællesskab.”

Hvis du selv kunne have lyst til at prøve kræfter med fællesskabet og droner, så flyver klubben hver tirsdag og fredag i tidsrummet 16-18.