Nyt forløbsprogram undervejs i Kolding Kommune mod depression

Autogenereret af Mads Trier Kjerkegaard

Et nyt forløbsprogram er ved at blive prøvet af for de depressionsramte i Kolding, forløbet skal hjælpe medarbejdere i jobcentret og sundhedsområdet med at opspore tegn på depression, og hjælpe borgere med depression tilbage i arbejde.

Af Mads Trier Kjerkegaard

Depression plager Danmark. Psykiatrifonden anslår, at cirka 10 procent af Danmarks befolkning lige nu er ramt af en let til svær depression, og cirka en femtedel vil blive ramt, i løbet af livet. Det vil man blandt andet i Kolding nu gøre noget ved gennem et forløbsprogram for mennesker med depression. Forløbet blev godkendt i 2020 som led i Sundhedsaftalen, og har nu har fået etableret det første rehabiliteringshold, der skal hjælpe let til moderate depressionsramte.

Programmet er et tværsektorielt samarbejde mellem region, praksissektorer og kommuner, der også skal etablere kurser til medarbejdere i jobafklaringsforløb og i sundhedsområdet. Kurserne skal hjælpe medarbejderne med at opspore tegn på depression, samt give vejledning til hvor de depressionsramte kan finde støtte.

Kursus i depression

Kurset bliver afholdt med hjælp fra en ekstern psykolog, der skal rådgive medarbejderne i deres dialog med borgeren. Sundhedskoordinator og tovholder for forløbet, Britta Vestermark Husfeldt, fortæller, at projektet er etableret med særligt henblik på jobafklaringsforløbet og sundhedsområdet, da borgerne i disse felter har særlig risiko for at udvikle depression:

“Det vi gjorde før vi gik i gang med at finde menneskerne, der skulle have forløbet, var, at invitere bestemte målgrupper, som vi vidste ville se de her mennesker. Vi kunne tage hele kommunen, hvis det skulle være, men nu sagde vi, at vi ville udvælge nogen, så vi kunne prøve forløbet af.”

I sundhedsområdet har man fokus på borgere med senhjerneskader, og borgere med kroniske og livstruende sygdomme.

Rehabiliteringshold

Kolding kommune har gennem forløbsprogrammet også til opgave at etablere et rehabiliteringsforløb. Rehabiliteringen skal være et tilbud for depressionsramte, der ikke er i lokalpsykiatrien, og vil have en arbejdsmarkedsrettet indsats. Forløbet varer 12 uger, med hold på 10 personer.

Britta Vestermark Husfeldt fortæller, at der vil være tilknyttet blandt andet fysioterapeuter og sygeplejersker med psykiatrisk erfaring til rehabiliteringen, det skal hjælpe borgeren til at forstå deres depression, og hvilke redskaber man kan tage i brug:

“Hvordan er det egentlig at have en depression? Hvordan rammer det mig, og hvordan påvirker det mig i min hverdag? Hvordan håndterer man hverdagen med de her symptomer? Det er sådan noget, vi vil hjælpe med at besvare.”

Efter testholdene er blevet afholdt, skal der laves en evaluering af forløbet, og muligvis laves justeringer. Fra byrådsreferatet fremgår det, at man forventer at et muligt koncept for rehabiliteringsforløbet og økonomien vil ligge klart i 2023.

Kritik fra SIND

Lokalformand for SIND i Kolding, Thorbjørn Halvorsen, udtrykker stærk bekymring for forløbet. SIND er en landsforening for psykisk sundhed, der arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelser. Han mener, der er fare for at fejldiagnosticere borgerne, når man ikke har indblandet en relevant lægefaglig vurdering.

Det kan give fatale følger at give lægmænd, der ikke nødvendigvis bruger meget tid med borgeren, indflydelse på deres mentale forløb. Depression kan nemlig i sig selv være svær overhovedet at spotte:

“Folk med psykisk sygdom er nogle af de bedste skuespillere jeg kender, de er så gode til det når de skal, og at holde sammen på dem selv, fordi så kan det være de slipper for noget, de ikke har lyst til. Hvis en rådgiver sidder med dem i en time eller to, så når de altså ikke at få afdækket, hvad der ligger til grund for borgeren.”