Stigende energipriser dæmper ikke SlotssøBadet

SlottsøBad set nede fra teknikrummet. Foto: Louisa Lehmann Mortensen

Den populære svømmehal vil ikke gå på kompromis med kvaliteten, selvom energipriserne fortsat er stigende. Strategien er i stedet at spare der, hvor forbrugerne ikke bemærker det.

Af Louisa Lehmann Mortensen

Edvard Køhrsen. Foto: Louisa Lehmann Mortensen

SlottsøBadet i Kolding har valgt en anden retning end mange andre svømmehaller rundt i landet. Lavere temperaturer og kortere åbningstider er ikke den optimale løsning, hvis man spørger den erhvervsdrivende fond, som ejer virksomheden.

”Vi føler, vi er en del af oplevelsesindustrien. Vi vil ikke give vores kunder en dårligere oplevelse, men i stedet spare der, hvor de måske ikke bemærker det,” fortæller souschef Edvard Køhrsen.

Høje omkostninger

Det generelle forbrug er steget markant de seneste måneder i svømmehallen. En elregning, der typisk lå på omkring 150.000 kroner, snitter nu de 600.000 kroner. Denne stigning har fået svømmehallen til at hæve prisen.

”Vi laver et energi- og miljøtillæg på omkring tre kroner per indgang, som vil gælde resten af året,” fortæller Edward Køhrsen.

Prisstigningen skal dog ikke ses som noget permanent, men noget, som kun vil gælde tre måneder. Efter nytår har svømmehallen fastkøbsaftaler på blandt andet el, som betyder, at deres regninger fremover har en fast pris og ikke kan svinge op og ned.

Ubemærkede tiltag

Færre liter vand kommer ud af bruseren, når du trykker på knappen hos Slottsøbadet. Det umiddelbare, lille tiltag gør, at svømmehallen sparer store mængder vand om året, uden at det er til gene for forbrugeren.

”Folk føler ikke at korte bade og at lyset er slukket, hvor der ikke er mennesker, er en dårlig ting. Tværtimod får man jo skældud, hvis man ikke slukker lyset efter sig,” siger Edvard Køhrsen med et smil.

Svømmehallen har i øvrigt en særlig løsning til at mindske deres energiforbrug markant.

”Normalt når man går i bad, løber vandet ned i afløbet og derefter ned i kloakken. Vi bruger det vand til at varme nyt vand op med,” siger Edvard Køhrsen.

Når det varme vand løber ved siden af det kolde vand, inden det rammer kloakken, kan svømmehallen spare op mod 15 graders opvarmning, da vandet kan stige fra seks grader til omkring 20 ved at løbe forbi.

Maskinen hvor kold og varmt vand løber langs hinanden i cirkler. Foto: Louisa Lehmann Mortensen

Svømmehaller lider

Flere svømmehaller i Danmark mærker konsekvensen af de stigende priser. Flere steder har man hævet prisen, reduceret åbningstiderne og sænket temperaturen på vandet.  

Det oplyser brancheorganisationen Danske Svømmebade på sin hjemmeside.

”Efter vores mening jager de kunderne væk fremfor at se, om de kan få flere kunder ind,” siger Edvard Køhrsen.

Edvard Køhrsen mener, at flere kunder gør det lettere at dække de stigende omkostninger, men fortæller også, at denne branche ikke er den letteste at tjene penge på. Han mener dog ikke, at reducerede åbningstider eller koldere vand er den rigtige vej for SlottsøBadet:

”Hvis vi skruer på tingene, så oplevelsen bliver dårligere, så tror vi ikke på, at de kommer tilbage.”

Slottsøbadet er ikke en kommunalt ejet svømmehal, som mange andre, men ejet af en erhvervsdrivende fond. Dette betyder, at de ikke har samme mulighed for at spare som andre, da de ikke modtager støtte fra Kolding Kommune.

”Vi beholder vores eventuelle overskud og bruger det til at udvikle og forbedre vores virksomhed,” afslutter Edvard Køhrsen.