Fra pizzaslice til broccoli: Her er ny fødevareplan fra Kolding Kommune

Et nyt fødevareråd skal være med til at omsætte kommunens bæredygtighedsstrategi til handling. Rådet skal bestå af lokale og nationale fødevareeksperter og politiske repræsentanter. Derudover satser rådet i høj grad på at inddrage lokale aktører på fødevareområdet. 

Af Magnus Bjørn Ambye

Kollinggenserne er vilde med pizzaslice og traditionel dansk mad – men det skal laves om. Det er i hvert fald planen med det nye fødevareråd, der skal være med til at revolutionere den måde, borgerne, institutioner og andre aktører tænker bæredygtigmad på. 
Birgitte Kragh, der er formand for fødevarerådet, tror på, at borgerne vil være åbne overfor projektet.

”Vi skal sætte det stærkeste hold”
En del af det arbejde rådet i øjeblikket foretager sig er at finde de aktører, der skal være med på holdet. Birgitte Kragh har allerede fået mange henvendelser fra parter, som ønsker at indgå i samarbejdet. Det har været aktører fra landbruget, restaurationsbranchen og endda producenter af køkkenudstyr. Det er planen at opgaven skal løftes på tværs af alle de led, der har noget med fødevare at gøre. Det er dog altafgørende, at borgerne får indblik i den viden, man i rådet får indsamlet. Da det er borgerne, der i sidste ende, skal ændre deres madkultur.

”Jeg tror på, at det her arbejde, kan komme til at sprede sig som ringe i vand”, fortæller Birgitte Kragh. 

Rådet er ved at lave en ønskeliste over de aktører, de vil have med på projektet, og de vil kontakte dem i næste uge. De kan endnu ikke nævne nogle konkrete aktører. Næstformand for fødevarerådet, Jørn Chemnitz, fortæller dog, at det bliver interne og eksterne eksperter, derudover hoteller, restaurationer og andre aktører helt nede i produktionsniveau. 

I fødevarerådet bliver der arbejdet på at udvikle grønne og bæredygtige opskrifter med udgangspunkt i lokale råvarer, der er i årstid.

Et traditionelt madmønster
Helle Vilsbøll, der er projektleder og til dagligt sidder i ”Bæredygtighedshuset” i Kolding midtby fortæller, at Koldingenserne har et ret traditionelt forhold til mad og især kød. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som kommunens bæredygtighedssekretariat lavede tidligere på året. Undersøgelsen viste, at 85% af kommunens borgere overvejende spiser kød til aftensmad. På landsplan er det tal kun 75%. 
Helle Vilsbøl tror på, at man igennem samarbejde og videns udvikling kan ændre dette mønster. 

”Samsø har samsøkartofler, men hvad har Kolding”?

Ifølge Helle er det vigtigt for fødevarerådet, at der bliver fokuseret på, hvad Kolding er gode til. Der skal findes grønne alternativer til kød i det lokale. I dag bliver Kolding ofte omtalt som ”Slicetown” pga. de mange pizzeriaer, der er i byen. Rådet håber på, at projektet kan være med til at give Kolding et grønnere ry. 

Bæredygtighedshuset har i samarbejde med Kolding Kommune udviklet flere plakater, der skal give borgerne inspiration til madlavningen.

Kolding som frontløber
Kolding er sammen med 11 andre europæiske byer en del af projektet ”FOOD2030”, som udspringer af EU kommissionens FOOD2030 politik. Sammen med SDU Kolding har kommunen fået 8 mio. kroner fra EU til at gennemføre projektet. En del af disse penge skal være med til at sætte gang i fødevarerådets arbejde med at søge viden og fordele denne viden til resten af kommunen.